A Advanced Avantgarde piece for Composer, Brainwave Helmet, Live Chemicist, Artificial Intelligence and electronics.

Written & Performed By Helms 2018 at KLANG festival in Copenhagen

Supported by the Danish Art Foundation

Shortened version:

Dedicated full anesthesia of synergetic esoteric symbiosis

It's not just a vivid spark - it's a flaming diamond world deconstructed in a paraphysical manner

Twisted twigs have been thrown under a bonfire in the light hue of layered synapses, that knock like a planetary war-hammer

The atmosphere, generated between true lovers, modulates the position of the stars in the stratosphere
In a chamber play of sensual deception there is nothing but the perfection of frontal cortexes above us

The moon is reflected in a drop of the poisonous power potion decorating the potent needle of Amor's singing arrow
Room has been eq’ed in the ambient frequency of the intricate dance of love beneath mega structures in strict zenith, for the aroused flame-borne roar of crystalized sorrow...

Antarctica melts and emotional barricades pour into a vapor of aphrodisiacal immersion in the core of nuclear reactors
As bridges manifest to gap the strings of souls, while symbiosis of the sexes is established in a rain of cardioid meteors attracted

Empires rise and fall in resonance of the zar bells ringing aphrodisiac, that spreads like thunder in the abyss of wormhole shafts imploding

Delegations of extraterrestrial ambassadors bend their knees powdered in the dust of walls vaporized by the true romance's paralyzing heavenly purrs exploding

Tonal drones are stacked and manifested on the pedestal of honor dwarfed only by the fateful course of the culmination of planetary trajectory's in coalition

Cooling Universes expand and ignite in the cataclysms of the presence of true Love's Intrinsic Impregnation of the golden love banner in permanent exhibition!

The atoms of hearts are woven together by liquid gold as phantom intercourse occurs in dimensions of relativistically curved time crumbled into plasma
The Lamb of God barks silently in the cosmic vacuum circulating Saturn’s rings as blessed angel's halos orbiting innocent doves in spasms

Paradisiacal portals open up to the modular fanfare listed on parchment wetted in the Fflood of bitter tears of virgins pouring throughout generations

The mathematical ticking of Fibonacci rows is crushed by true Loves untouchable journeys through the granular resolution of uplifters and explosions Indoctrinated by the time equation!

Infinity inside the Matrioschka brain forever

“Two Birds looking at the sun” for Two Gu-Zheng vibraphone, electronics and voice. Pulsar festival (DK 2011)

http://seismograf.org/anmeldelse/looking-into-the-pulsar-sun

Anmeldelse af værket i seismograf af Jexper Holmen:

Solpulsende zhengshow
Peter Helms’ Two birds looking into the Pulsar Sun (2011) virkede som en ren lysbombe og blev for mig aftenens højdepunkt. Stykket var så ubestikkeligt uakademisk, at det flænsede sig velgørende gennem denne påståede lounge-koncerts kedelige form.

I programmet var værket uskyldigt præsenteret som en improvisation for kinesisk zheng, slagtøj og elektronik. En zheng eller guzheng, som den også kaldes, er et stort liggende strengeinstrument, som Simon Steen-Andersen i øvrigt også benytter som soloinstrument i sit mesterlige og prisvindende orkesterværk Ouvertures.

Begge værker spiller dristigt på referencer til kinesisk kultur. Ouvertures er et partiturværk i klassisk forstand. Two birds looking into the Pulsar Sun var en happening, som Helms havde linet op specielt til denne koncert.

Pentaton popkultur
Det viste sig, at der var hele to zhenger kørt i stilling til happeningen. Helms spillede selv førstezheng, var klædt i en vulgært prangende snehvid habit og dominerede scenens midte. Slagtøjet blev betjent af Jacob Johansson, der stod diskret og ulasteligt klædt i scenens venstre side. Ved andenzhengen yderst til højre sad der blot en mystisk person, der var overdækket med et hvidt klæde.

I de første minutter virkede Two birds looking into the Pulsar Sun bare som en plat leg med overfladiske efterligninger af østlig musik. Slagtøjet bestod af en kinesisk gong og en vibrafon. Sammen med førstezhengen spillede det de pentatone skalaer, der så ofte bruges som en lidt nem karikatur af kinesisk musik. I øvrigt er de så lette at spille på en vibrafon, at det i sig selv virker lidt barnligt.

Men det viste sig, at platheden var en pointe. Efter kort tid kastede Two birds looking into the Pulsar Sun sig nemlig med dødsforagt ud i et eskalerende styrt ned i de rå platheders bundløse afgrund.

Slagere med blodige følger
Først begyndte Helms at supplere det pentatone lydbillede med velkendte popsange. Der er åbenbart forbløffende mange popsange, der benytter den pentatone skala. Herefter begyndte den tildækkede andenzhengist også at synge med på sangene med en rå og desperat stemme. Tilsyneladende gik han så hårdt til den, at han forblødte, for det hvide klæde blev mere og mere indsmurt i blod, og til sidst måtte han føres ud af scenen.

Efter koncerten fortalte en af musikerne mig, at sangen oven i købet skulle have været kørt igennem en såkaldt autotuner.

Indtil for nylig stod autotuneren blot som enten et ufint middel til at få det til at lyde, som om folk synger rent, selvom de ikke gør det, eller som en sprødt knækkende vokaleffekt, som blandt andre Brødrene Olsen har brugt i Fly on the Wings of Love. Men siden apparatet fik negativ opmærksomhed i forbindelse med tv-programmet X-faktor, har lyden af autotuner stået som et ikon for snyd og smagløshed.

Ren råhed uden æstetik
Selv uden autotuner virkede Two birds looking into the Pulsar Sun som et ukorrupt råt og grimt værk, fordi det bevidst ophobede alle disse vulgære virkemidler.

Det er efterhånden ret almindeligt, at kunstværker benytter råhed og grimhed i æstetiseret form som en raffineret måde at krydre noget, der egentlig er subtilt og smukt. Det var de grumsede billeder i Steen-Andersens videoer et velfungerende eksempel på. Men i Two birds looking into the Pulsar Sunudfoldede det rå og grimme sig på et dybere, mere eksistentielt plan. Helms gjorde intet for at bløde op på alle de tarvelige tricks, som værket benyttede sig af.

Av, den sved!
Intet undskyldte den kulturfascistiske, hurra-kinesiske melodik. Popmelodierne virkede lige så åndssvage, som når Kim Larsen synger pentatont i Gasolin-nummeret Kina Rock. Og den forblødende mystiske person fik lov til at forblive mystisk. Han blev ikke gjort ufarlig ved at blive kastreret af gængse koncertmanerer. Han kom nemlig ikke ind og bukkede på scenen, da nummeret var slut. Og han var heller ikke nævnt i programmet.

På den måde gjorde oplevelsen lige så nas på min æstetiske sans og gode opdragelse, som det ville have gjort på to fugles øjne at blive tvunget til at stirre direkte på en blændende sol.

Fuglene stjal billedet
Det er nok allerede tydeligt, at Two birds looking into the Pulsar Sun kan takke den lidt for pæne sammenhæng, det indgik i, for rigtig mange af de points, værket scorede hos mig. Derfor er min anmeldelse nok ikke helt rimelig over for de andre værker på koncerten, der sagtens kunne tænkes at fungere lige så godt i andre sammenhænge.

Dette gælder for Steen-Andersens videoer, som virkede lidt pæne ved siden af Helms’ happening. Og det gælder især for Christos Farmakis’ spam-x , som jeg slet ikke kunne koncentrere mig om, bjæffet op som jeg var af zheng-smagløsheder. Jeg må simpelthen indrømme, at jeg var så optaget af at fordøje oplevelsen, at jeg slet ikke opdagede, at der var gået et nyt stykke i gang. Og det var bestemt ikke Farmakis’ skyld.

Mens de to solblændede fugle således baskede sydpå med alle aftenens pokaler, fandt jeg ved et tilfælde ud af, hvem der gemte sig inde i den mystiske og blodige figur, da jeg stod og talte med selv samme om noget så obskurt som salt-madder. Men jeg siger ingenting...